|
|
 |
|
|
|
|
|
Dansk
text
| Statens
skola för vuxna i Härnösand 2000 |
|
|
 |
Fra
øst til vest
En tredie type identitetsproblemer finder vi i romaner fra de
tidligere socialistiske lande. De handler om sammenhængen mellem
personlige og samfundsmæssige værdier og den forvandling, der
sker på alle planer med overgangen til markedsøkonomi og et
gennemført materialistisk værdisæt.
Et andet fællestræk ved disse
titler er det, at deres litterære forudsætninger åbenlyst mere
er en klassisk modernisme af Musils tilsnit end den angloamerikanske
action- og plotprægede litteratur. Der er simplethen en højere
grad af reflektion over de samfundsmæssige forandringer og menneskets
ansvar og reaktion overfor dem, end vi finder i størstedelen
af den vesteuropæiske litteratur.
Det er typisk tilfældet hos tjekken
Milan Kundera, der ellers med Langsomheden (oversat af Lilian
Munk Dahlgreen, Gyldendal) har skrevet sin første bog på fransk.
Men han har stadig et forhold til det tjekkiske stof. I bogen
optræder bl.a. en tjekkisk videnskabsmand, der blev frataget
sit professorat i 68 i realiteten på grund af fejghed- men efter
fløjsrevolutionen fejres han som helt i kraft af en let korrigeret
erindring. Han er hos Kundera en næsten ynkværdig person, der
blot kan vinde lidt sympati på, at de franske er endnu værre.
Den mest dybtgående og vedkommende
analyse af problemet findes i Ivan Klimas Venten på mørke, venten
på lys ( oversat af Eva Andersen, Samleren). Romanen foregår
i tiden omkring fløjlsrevolutionen i Prag fra 1988-92.
Vi følger Pavel der er tv-fotograf
i fyrrerne med et ikke blot professionelt men også personligt
distanceret forhold til den virkelighed han hele tiden rapporterer
om. Pavel forsøgte i sin ungdom at flygte ud af landet, men
blev fanget og sad i fængsel i et år. Han er dels blevet tv-fotograf,
fordi han er usædvanlig dygtig, men også fordi der er en af
hans kvinder der har trukket i nogle tråde og smurt andre. Pavel
har altid været imod regimet, men siden flugtforsøget aldrig
fået handlet. Heller ikke under fløjsrevolutionen kommer han
ud af hullerne, selvom han er i begivenhedernes brændpunkt.
Men han har en kunstnerisk drøm om de film, han vil lave, når
det bliver politisk muligt, og man kan læse de indlagte filmfortællinger
som meget talentfulde udkast. Men i hele forløbet er der en
lille snigende uærlighed til stede, der eksploderer i bogens
sidste sekvenser, hvor Pavel er blevet rig på reklame og pornofilm
og i sin røde Mercedes kører på weekend til Tyskland med en
pornomodel efter optagelserne. Her er den moralske fejghed og
uærligheden ikke noget der skvulper rundt i periferien, det
er blevet livs- og forretningsprincip. Både Kundera og Klima
er "sorte" forfattere, der omformer deres dissidentkritik
i en mere omfattende og almen kulturkritik efter det kommunistiske
regimes fald.
En anden tilgang er der i den
ungarske dissident György Konrads Melinda og Dragoman (det hedder
den!) (oversat af Peter Eszterhás, Samleren) der på den ene
side nok sammenfatter en ungarsk dissidentgenerations erfaringer,
men på den anden langt bredere beskæftiger sig med, hvad der
skal til for at få et godt liv. Bogen er en overraskende og
ikke altid vellykket blanding af næsten triviallitterære og
filosofisk reflekterende passager, der sætter dissidenthistorierne
ind i en kærlighedsromans rammer, hvor aktørerne tilfældigvis
alle er dissidenter, der blot har taget forskellige personlige
konsekvenser. Et af de problemer romanen meget indirekte stiller
er ærligheden i det prominente dissidentskab.
Konrad tilhører som Kundera og
Klima den etablerede generation. Der er kun en enkelt ung forfatter
fra øst - det er esteren Emil Tode der i Grænseland (oversat
af Anne Behrndt, Rosinante) giver en helt anden skildring af
mødet mellem øst og vest. Bogen er skrevet som et bekendelsesbrev,
hvori brevskriveren afslører, at han har begået et mord. Brevskriveren
er en ung ester, der har fået et legat og oplever den vesteuropæiske
materielle rigdom og uudholdelige overfladiskhed. Det er den
han hudfletter, og det er leden ved den, der får ham til at
myrde - ikke som en politisk, samfundsmæssig, men som en personlig
handling. Jeg ser konturer af et generationsskred her.
Endnu en tysk bog bør omtales
i det her fremstillede tematiske lys. Det er W.G. Sebalds De
udvandrede (oversat af Niels Brunse, Rosinante). Det er fire
historier i en erindret dokumentarisk form. Fire personer, som
forfatteren har mødt, der har det til fælles, at de alle er
udvandret, alle er jøder og alle begår selvmord. De har enten
mistet deres identitet eller kan ikke flygte fra den og ikke
holde den ud. Deres traume hænger sammen med det ofte skildrede
skyldtraume, der kommer fra at tilhøre den minoritet, der overlevede
holocaust, men Sebald får mange andre facetter frem. Enklest
i historien om den gamle læge, der længes fortærende efter det
bondelitauen han forlod som syvårig. Mest komplekst i historien
om kammertjeneren, der bliver fortæret af sin professionelle
selvudslettende rolle.
Fælles for disse historier - og
de øvrige her omtalte er, at de også berører en dansk læsers
identitetsforståelse.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
